Christian 1.'s våbenskjold fra 1460 viser Danmarks daværende besiddelser.

Danske besiddelser omfatter geografiske områder, der tidligere har tilhørt Danmark eller den danske konge, dels uden for grænserne, dels i form af tidligere landsdele (Skånelandene).

I den sene vikingetid nåede de danske besiddelser et højdepunkt med Knud den Stores rige, der omfattede Norge og England. Det tabte Nordsøimperium blev i det 13. århundrede erstattet af korstogsbesiddelser i Østersøen. Fra slutningen af det 14. århundrede regerede den danske monark over Kalmarunionen med Norge og Sverige. Sverige løsrev sig i 1520'erne, mens statsforbundet Danmark-Norge varede frem til 1814.

Danmark bevarede kontrollen over de oprindeligt norske bilande: Island, Færøerne og Grønland. Dertil kom Helstatens andre landsdele frem til 1864: Slesvig, Holsten og Lauenborg, samt i perioder andre besiddelser i det nuværende Nordtyskland. Desuden var der fra 1620 til 1917 forskellige danske kolonier i Asien, Afrika og Caribien. Endelig blev Island uafhængigt i 1944 mens selve Danmark var besat af Tyskland. ► Læs mere